Write Drunk - Edit Sober.
Det blev ENDELIG fredag den 14. Juni 2013 - dagen for begyndelsen på kombineret storbyferie og roadtrip for fire repræsentanter for den øverste kaste af den danske ungdom. Da klokken var ti minutter i mødetid ved Frederiksberg Metro var undertegnede geni godt på vej til omtalte mødested, da han kom i tanke om at det ofte godt kan svare sig at medbringe sit pas på ture, der går ud over Danmarks grænser. Derfor blev den ellers zen-agtigt rolige tur til metroen til et panikagtigt forsøg på at slå 850-meter rekorden i løb med rygsæk. Med passet placeret i højre baglomme gik turen endnu en gang mod Frederiksberg metro i ovennævnte alt andet end adstadige tempo. Jeg nåede trods mangelfulde pakkeegenskaber både aftalte rendevouz med de første rejsekammerater, Mette og Søren, og turen med metroen til lufthavnen i rigelig fin tid til at nå både check-in og gåtur til gate F5. F5 er, som det vil være de globetrottende af mine læsere bekendt, også kendt som gate "Skamdigoveratkøbesåbilligebilletter". Der er 800 km ud til gaten (som åbenbart ligger et sted i Østpolen), man går hele vejen derud og ALT er bygget af beton. Man skammer sig RIGTIG meget på vejen derud. Vi tog flyet alligevel og landede i Edinburgh Lufthavn klokken kvart over otte dansk tid, klokken kvart over syv britisk tid.
Da vi endelig fandt ud af hvilken bus vi skulle med, for at komme ind til den AirB'n'B lejlighed Mette havde bestilt hjemmefra, var bussen lige gået, så vi købte kaffe og satte os til at vente på bussen, som kørte klokken lige omkring otte. Britisk tid. Vi kom med bussen, turen tog fem kvarter (vi besluttede undervejs at afskaffe timen som regneenhed) og vi ankom ved en blå dør lige omkring klokken 21.17:46. Da ringende vi til det sidste medlem af rejseselskabet som allerede var stødt til mange timer tidligere, og derfor havde været i lejligheden hele dagen. Louise, som er Mettes barndomsveninde, og som i øjeblikket er i praktik hos Invisible Playground i Berlin, var helt afsindigt godt forberedt og serverede både øl, chips og bruschetta. Det var en aldeles fremragende velkomsthilsen, men ikke helt nok til aftensmad, så vi gik ned til det lokalevandingshul (26 meter fra hoveddøren) og drak en whisky for lige at ligge en bund, inden vi gik i seng.
Dagen d. 15. Juni begyndte overraskende tidligt. Søren er afsindigt meget a-menneske når han er på ferie, så klokken ti minutter i otte slikkede han mig i hovedet, fordi hans kattebakke var fyldt og han gerne ville lukkes ud. Ud blev han lukket, sammen med mig, og mens vi handlede ind hos hhv bager og supermarked, som lå 56 og 61 meter på den anden side af hoveddøren, gik pigerne i bad og dækkede bord.
Efter 45 minutters intens nedsvælgen af diverse morgenmadsprodukter i cornflakes kategorien, æg (kyndigt tilberedt af Louise), brød, juice, kaffe og fedtede kager var vi klar til dagens dont.
Donten bestod af cirka 10 kilometers travetur i Edinburghs enormt (i mangel af bedre ord) rustikke gader. Byen ser ud som om den er hugget ud af den granit den står på, og byder som hovedattraktion på et stort slotsområde, som ligger lige op ad byens shoppinggade.
På vejen op til slottet kom vi forbi en legeplads. Det var på den legeplads at jeg første gang opdagede hvor gode, dem jeg er på tur med, er til at lege! Jeg havde godt mistanken om Søren og Mette, og heldigvis var Louise også bare virkelig god til at lege, så på legepladsen gik der lynhurtigt 20 minutter med at skræmme alle børnene væk mens vi havde en fantastisk fest. Jeg fandt senere ud af at Louises internship hos IP nærmest bare går ud på at lege, så ind til nu har vi leget virkelig meget på denne her tur.
Da vi var færdige med første legesession gik vi resten af vejen op til slottet. Jeg tror de har modelleret det slotsområde efter det, der findes i Legoland i Billund - de Edinburghske byplanlæggere er i hvert fald uden tvivl blevet kraftigt inspireret af Legoland. Desværre havde de ingen drage i Edinburgh versionen af slottet.
Da vi havde set ydersiden af slottet og køen der gik ind til det, og konstateret at køen var urimeligt lang vendte vi om på en hælen og satte tilbage mod byen. Vi nåede imidlertid ikke ret langt før vi rendte ind i en ny og mere spændende kø. Der var en masse mennesker med regnbueflag, der spillede musik og dansede og holdt taler for at mænd skal have lov til at være kærester med mænd og kvinder skal have lov til at være kærester med kvinder. Det er egentlig åndssvagt at det er nødvendigt at holde taler for at få lov til den slags, men det er som regel en fest når der er Gay Pride Parade, og Edinburghs version var ingen undtagelse. Efter en halv times råben og dans gik vi videre på vores vej og lod regnbueflagene om at holde deres taler for sig selv.
Det var blevet frokost tid, og Søren og jeg havde allerede i marts måned aftalt at vi skulle have fish & chips til frokost. Det føltes i hvert fald som om vi havde ventet siden marts, så sultne var vi. Derfor tog det heller ikke ret lang tid at sluge vores fiskefileter og pomfritter i en sofa på et snusket sted i Edinburgh. Vi havde allerede sat tid af til frokostpause, og vi sad simpelthen så godt i de sofaer vi var landet i, at vi alle sammen kollektivt og non-verbalt blev enige om at tage os en middagslur. Det nu egentlig ret hyggeligt, og det betød at vi var klar til flere kulturelle udskejelser på anden halvdel af eftermiddagen. Den halvdel af eftermiddagen brugte vi på RSA. Det er kort for the Royal Scottish Academy, og er et kunstmuseum, som altså ikke skal forveksles med den japanske rapgruppe af samme navn.
På vejen tilbage 142 Easter Road købte vi ind til aftensmad og dessert. Øl, meatpie og salat til dessert, Dalwhinnie whisky og jordbærtærter til dessert. Det var simpelthen en fest, og det blev ikke mindre en fest af at vi drak mange flere af de øl vi havde købt end vi egentlig havde planlagt. Mens Mette lavede mad legede Louise, Søren og jeg en temmelig vild version af "jorden er giftig" i hele lejligheden, og det er ikke uden stolthed i stemmen, at jeg hermed kan afsløre, at jeg overraskede mig selv med mine akrobatiske evner UDEN at ødelægge noget. Overraskelsen står jeg mest selv for, æren for at der ikke gik noget i stykker skal i høj grad tilskrives Louise og Søren, som flyttede potteplanter, tallerkener og TV hurtigt nok til at jeg ikke kunne nå at støde ind i det.
Efter at have nydt Mettes kogekunst spiste vi kort, legede pudekamp, spillede jordbærtærter, drak en god sjat tandbørste og whiskyede tænder, gik en tur og i gik seng.
I morges var Søren helt syg for at komme i gang, så i gang kom vi. Klokken 10 minutter i otte vækkede jeg Louise med en hurtig pudekamp, og klokken kvart i ni var vi alle sammen mere eller mindre færdige med morgen BOM (Bad Og Mad, red.), så vi forlod lejligheden for at begive os mod hovedbanegården downtown Edinburgh. Dernede købte vi billetter til et tog, fandt ud af at det næste tog først gik to timer senere, fik (nogle af) pengene tilbage for billetter og gik op på gaden for finde den taxa, der kom til at køre os til Spaceship-kontoret. Det "kontor" var en sørgelig undskyldning for de store kontorer vi så på New Zealand; Edinburgh kontoret var sådan set nærmest bare et skur, hvor det Spaceship som vi skulle leje (og ingen andre) var parkeret uden foran. Det ændrede ikke på den meget skotstalende skottes lyst til eller evner eller mulighed for at udleverede nøglerne til os, så da jeg var færdig med at kravle på værkstedets gasbetonhegn satte vi de udleverede nøgler i bilen og trillede sy'på.
Sy' på og øst for Edinburgh fandt vi whisky destilleriet Glenkinchie. Der producerer de, sjovt nok, whisky. Scotch, og Single Malt for det ikke skal være løgn. I dagens noter fra rundsvisningen, kyndigt peksekveret af Emma, kan det læses, at Single Malt whisky kun kommer fra en enkelt slags bygmalt, og i øvrigt en masse om hvordan man producerer whisky. Det var en aldeles fremragende rundvisning, pænt udført og ikke nær så "turistet" som den slags ellers kan have tendens til at blive.
Sy' på er lige nøjagtig også hvor vi sidder nu. Vi har kørt tre timers ti' si'en vi forlod whisky destilleriets parkeringsplads. Vi har parkeret vores Spaceship, som for øvrigt hedder Trinity, i udkanten af en lille skov, og har slået teltet op lige uden for. I teltet skal jeg sove sammen med Søren, og så har pigerne bilen i nat. Pigerne lavede til gengæld en skøn pasta med kødsovs, og nu sidder vi alle fire inde i bilen og drikker rødvin fra en papæske. Ikke direkte fra papæsken. Vi har helt vinen over i plastickrus. Det er campingferie for alle pengene. Eneste afstikker fra det sørgelige billede af campister, som TV2 forsøgte at tegne af campister for nogle år siden, er, at samtalen i øjeblikket drejer sig om videnskabsteori. For nu at pille det emne lidt ned fra skyerne vil jeg lynhurtigt afslutte aftenens blogskriveri med at berette, at vi i dag, kollektivt, har fortæret 12 donuts. Søren og jeg har spist lidt mere end vores del. Og dermed godnat.